BÅL og BRAND 

I næsten 14 dage brændte det dagligt i mange danske byer, før det endelig stilnede af. Fordi vi ikke har været ude for noget lignende før, har reaktionerne været særlig voldsomme, og kravene om strengere straffe føget gennem luften. Det er ikke småting, der er blevet foreslået, lige fra udsendelse til særlige områder i landet over elektroniske armlænker til mandsopdækning af politi og socialpædagoger, og hvad der også har været bemærkelsesværdigt har disse forslag ikke kun kommet fra borgerlig side, men også oppositionens side, endog  fra SF. Og endnu mere overraskende er, at også retorikken blev skærpet betragteligt fra selv samme partis side. At bede medlemmerne af en muslimsk forening om at gå ad helvede til må siges at være en voldsom skærpelse af tonen i offentligheden.

Hvad er der sket? Er det virkelig sandt, hvad vi kan læse i Søndagsavisen, den 24. februar, at vi styrer mod en borgerkrig, udtalt af Søren Krarup, fra Dansk Folkeparti. Næppe vel lige med det første, men måske om et, tre eller fem år? Selvom disse udtalelser kommer fra en rabiat modstander af islam og muslimer, kan de desværre ikke helt afvises! For som man kan se blot i perioden den 10. februar, hvor de første brande startede og til i dag, den 24. februar, er der sket en optrapning af ukendte dimensioner. Hurtigere end en steppebrand er vi i Danmark nu kommet i en situation, hvor der er opstået en kraftig polarisering, mellem indvandrerne fra Mellemøsten, Irak, Iran og Afghanistan og etniske danskere. At Villy Søvndal fra SF farer i flint over den muslimske forening Hizb-ut-Tahrirs radikale holdninger, ville kun have været forståelig, hvis han var gået ind i en dialog omkring deres rabiate holdninger, i stedet for det mere primitive argument, at de blot kunne rejse til de lande, hvor der var et kalifat og sharia. Samtale er nødvendigt, for i det øjeblik den ophører, er der ikke langt til den voldsomme konfrontation. Hvis man i stedet vælger at forbyde Hizb-ut-Tahirs, som der rumles med, så vil de gå under jorden, dernæst gå til åben modstand og til sidst gå til voldsomme konfrontationer, som vil blive imødegået af endnu stærkere modforholdsregler. Og da er enhver dialog endelig tabt og kun krigen tilbage!

I buddhismen taler man om årsag og virkning som en afgørende faktor i menneskenes liv, det vil sige, at alt, hvad vi foretager os, vil påvirke andre levende væsener og virke tilbage på os selv på en god eller dårlig måde. I vort samfund har denne mekanisme udviklet sig i negativ retning i den seneste måned. Først ved visitationerne på Nørrebro, så forulempningen af en ældre palæstinenser, dernæst anholdelse af tre formodede mordere, som planlagde, at myrde en af Jyllandspostens tegnere, og til sidst offentliggørelsen af muhammedtegningerne for anden gang. Og denne udvikling fortsætter i stadig mere konfrontationsagtig retning, nu på det politiske plan, hvor den ene efter den anden prøver at overgå hinanden i forslag til stramninger overfor de unge ildspåsættere og deres familier. Nogle også af den blødere slags, som mere råd og vejledninger til indvandrerfamilierne. Men alle har de det til fælles, at de er rettet mod en bestemt befolkningsgruppe, nemlig den muslimske, ud fra den antagelse, at netop fordi de er muslimer, skal der foretages nogle særlige foranstaltninger overfor dem. At Islam har en række kontroversielle synspunkter er der ingen tvivl om, men for at kunne forstå, hvad der er sket i den sidste tid, er vi i højere grad nødt til at sætte os ind i det tankesæt, der ligger bag islam. Dette burde blive et krav til alle politikere og fremtrædende mediekommentatorer, for den muslimske del af den danske befolkning er efterhånden blevet så stor, at vi er nødsaget til at tage hensyn til den og behandle dem på samme vis, som vi behandler vor egen befolkning. Hvis vi fortsat skal være vidne til den mængde af tankeløse udtalelser og udfald, som vi har set i den seneste tid, vil grøfterne blot blive gravet dybere og dybere.

Danmark og den danske befolkning må indse, at udviklingen mod stadig større sammenblanding af befolkningsgrupper, ikke er til at standse, intet kan blive ved at være det samme og alt forandrer sig. Det bedste, vi kan gøre, er bedre indsigt i andre kulturer, åbenhed overfor ting vi ikke er vant til og større forståelse for en adfærd, vi ikke bryder os om. 

Tommy, Doetsu