arrow Home arrow Set fra mit vindue arrow Bør vi boykotte OL i Kina?
tirsdag, 07 september 2010
 

One Drop Zendo Danmark

SET FRA MIT VINDUE Udskriv E-mail
Skrevet af Tommy, Doetsu   
tirsdag 08. april 2008

 BØR VI BOYKOTTE OL I KINA?
I øjeblikket løber debatten i Danmark om vi bør boykotte OL i Bejing. Årsagen er de mange overgreb på demonstrerende tibetanere, som i nogen tid har fyldt Tv-skærmene. Et lille lands kamp mod det store er det umiddelbare indtryk og skaber straks en naturlig sympati for det mindste.

Tibet har siden oktober 1950 kæmpet mod Kina, da det med sin hær på 35000 mand rykkede ind i Tibet og besatte landet. I begyndelsen var Kina tolerant overfor Tibet og tillod en høj grad af selvstyre og religionsfrihed, men fra 1959 og endtil 1980 var landet udsat for en hård undertrykkelse, hvor landbruget blev tvangskollektiviseret, befolkninger tvangsforflyttet, og mange klostre ødelagte og nedbrændte. Samtidig blev religionsudøvelse stærkt begrænset. I begyndelsen af firserne og op til 87 oplever Tibet atter en genopblomstring, hvor Kina ansætter flere tibetanere i administrationen, forøger indsatsen indenfor videnskab, kultur og uddannelse og støtter genopbygningen af templer og klostre. En fredelig demonstration, som bliver afholdt den 27. september l987 i Lhasa ender med at politiet arresterer en gruppe unge munke fra Drepung klostret. Det medfører nye demonstrationer og oprør i hele Tibet og forårsager at Kina atter strammer grebet om Tibet. Kineserne begynder på en kraftig undertrykkelse med indsættelse af politi og militær. Desuden strammes den politiske kontrol og fra 1992-94 iværksættes nye økonomiske reformer, der gør det attraktivt for kinesiske virksomheder at investere i Tibet og opmuntre kinesiske handlende til indvandring med billige lån og lave skatter. Hertil opfordrer Kina endnu flere kinesere til at slå sig ned i Tibet ved at give dem en række fordele frem for tibetanerne. I foråret 1996 indleder Beijing en kampagne for ”åndelig civilation”, hvor tibetanske traditioner, skikke og værdier bliver angrebet på samme måde som under Kulturrevolutionen.

At alle disse foranstaltninger mod tibetanernes kultur og nationale identitet uundgåelig må medføre spændinger i Tibet vidner de seneste begivenheder om, og noget tyder da også på, at Dalai Lama bevidst valgte det kommende OL i Kina som anledning til at gøre opmærksom på tibetanernes vanskelige forhold. At Kina til gengæld har reageret med samme voldsomme repression som tidligere, er desværre forudsigeligt. Kina har altid betragtet Tibet som en del af Kina på linje med de øvrige regioner. Derfor kan det heller ikke tillade nogen form for højrøstet opposition og har på samme måde undertrykt lignende demonstrationer blandt munke i de regioner, der ligger tættest ved Tibet. Som stormagt styrer Kina landet med hård hånd og har den opfattelse, at hvis blot en af dets regioner får nogen form for selvstændighed, bryder landet som samlet nation sammen. Med nogen ret kan de seneste eksempler fra Balkan og senest Irak være afskrækkende eksempler på hvad der sker, når en diktator bliver afsat eller forlader sin post. Det beretter naturligvis ikke Kina til at fare så hårdt frem, som tilfældet er i Tibet. Kina må indlede en samtale med Dalai Lama om en form for selvstændighed for Tibet under kinesisk suverænitet.

I en kort periode lige efter anden verdenskrig havde Tibet en form for selvstyre, og dette forhold blev delvist anerkendt af USA og Storbritannien, men desværre aldrig underskrevet af Kina. Forud for denne tid, helt tilbage til 1200-tallet har henholdsvis mongolske herskere og senere manchukejsere haft en stor indflydelse i tibetanske forhold uden dog at ændre på det religiøse og kulturelle vilkår for tibetanerne. Man oprettede det såkaldte ”cho-yon”-forhold mellem Tibet og Kina som betød at den tibetanske religiøse leder forblev den overordnede i religiøse spørgsmål medens den mongolske (kinesiske) hersker som verdslig leder lovede Tibet militær og økonomisk støtte.
 
Kinas anstrengte forhold til menneskerettighederne er den egentlige baggrund for ønsket om boykot af OL, men ser man rundt i verdenen er overtrædelserne af menneskerettighederne snarere normen end undtagelsen. I varierende grad overtrædes de og kan næsten sammenlignes med menneskenaturen, som på samme vis indeholder alle aspekter af uretfærdigheder og undertrykkelse. De lande som møder op til OL har næsten alle sorte pletter i behandlingen af deres befolkninger. OL er belastet af store pengeinteresser og mange af de sportsfolk, som deltager, er dopede, trods store bestræbelser imod. Ingen kan sige sig fri og derfor er det særlig vigtigt at have en stor forståelse for de lidelser, som verden er fyldt af. Ønsket om retfærdighed, i dette tilfælde for Tibets vedkommende, er fuldt forståeligt, men at forlange olympiaden i Beijing boykottet i denne forbindelse gavner ikke Tibets sag. OL`s  oprindelige ide er at bringe alle folkeslag og nationer sammen til en fælles kappestrid i fred og forsoning. At OL er brugt til meget andet gør stadig ikke ideen mindre god. Det fællesskab, som opstår ved en sådan lejlighed, kan ikke undervurderes, fordi det ikke kan undgå at fremme en vis tolerance mellem de mange forskellige folkeslag. Det er altid sværere at føle had mod de mennesker, som man kort forinden har dystet med på fodbold- eller atletikbanen og efterfølgende haft en god sludder med i omklædningsrummet eller restauranten.

Kina bør både under og efter OL uophørlig blive gjort opmærksom på, at det overtræder en række menneskerettigheder i Tibet. Samtidig må vi vise den forståelse overfor stormagten Kina, at dets historie og kultur er en del af  baggrunden for den hårde fremfærd, og at den eneste vej ud af denne blindgyde er gennem dialog og opbygning af tillid. Kina bliver hverken fattigere eller rigere ved at dele Tibets mange mineraler med Tibet, og der går intet af Kinas nationale selvfølelse ved at række hånden mod tibetanerne, og give dem lov til at dyrke deres egen kultur og egenart.

 Tommy. Doetsu 

 
< Forrige   Næste >
Home
One Drop Zendo, Danmark
Instruktion i zenmeditation
Set fra mit vindue
Øjeblikkets haiku
Øjeblikkets zen historie
Grupper
Publikationer
Søg
Sitemap
Links
Buddhistiske nyheder
Kontakt os
- - - - - - -
Log ind

 

top
 
  Copyright 2000 - 2005 One Drop Zendo Danmark