Flammen og Citronen
og krigens retfærdighed

Den 28. marts havde den danske film ”Flammen og Citronen” premiere i de danske biografer. Filmen foregår i efteråret 1944 i København under besættelsen. Kampen mellem modstandsbevægelsen og den tyske besættelsesmagt er blevet skærpet ved tyskernes intensiverede jagt på modstandsfolk og modstandsbevægelsens øgede antal af stikkerlikvidationer. Blandt de mest kendte modstandsfolk, som deltog, var Flammen og Citronen, som foruden at medvirke i sabotageaktioner også var aktive i likvideringen af danske stikkere. Sammen stod de for 11 likvideringer og deres berømmelse skyldtes det mod og den koldblodighed, som de viste under nedskydningen af stikkerne. Filmen følger Flammen og Citronen under likvideringerne og viser, hvordan de bliver mere og mere følelsesmæssigt påvirket af de mange aktioner. Værst, da de under en aktion på Roskildevej mod en kortege af Gestapobiler, som de angriber med maskingeværer, finder et barn blandt ofrene. I filmen er det Citronen, som bliver helt ude af sig selv og prøver at redde det dødeligt sårede barn, mens det ifølge Nationalmuseet er Flammen, som bliver dybest berørt og aldrig rigtig kommer sig over hændelsen. Ifølge historikeren Peter Birkelund forandrede Flammen sig af de mange skudkampe, selvom han var kendt for at kunne holde hovedet koldt. ”Særligt når der var børn til stede, tog aktionerne hårdt på ham, meget tyder på, at hans nerver blev dårligere og dårligere.” Filmen slutter med at Flammen og Citronen begge dør i oktober 1944. Flammen begår selvmord, da tyskerne omringer det hus, han opholder sig i, og Citronen bliver skudt af tyskerne, da han til sidst må opgive efter at have kæmpet i 4 timer mod 200 tyske soldater, som lå omkring hans hus.

”Flammen og Citronen” har fået en stor succes og det skyldtes sikkert, at man for første gang omtaler de mange stikkerlikvidationer, som fandt sted under besættelsen. De første likvideringer fandt sted i Danmark i sommeren 1943, men først da den danske regering afbrød sit samarbejde med tyskerne og trådte tilbage i slutningen august 1943 måtte modstandsbevægelsen for alvor tage stilling til spørgsmålet om at dræbe landsmænd. I løbet af foråret og især sommeren 1944 steg antallet af likvideringer fra nogle stykker til op mod femten-tyve drab om måneden. I november 1944 passerede tallet for første gang tredive på en måned. Og i krigens sidste måned, april 1945, blev over et hundrede mennesker likvideret af modstandsfolkene. I alt blev omkring 400 likvideret under hele besættelsen. Et stort tal, og som Peter Øvig Knudsen gør opmærksom på i sin bog, ”Efter drabet”, rejser det spørgsmålet om hvor retfærdige og rimelige disse likvideringer var.

Umiddelbart efter besættelsestiden rejste de første kritiske røster sig. Først med forfatteren Martin A. Hansens opfordringer til at prøve likvideringerne ved domstolene og senere ved socialdemokraten Hartvig Frisch’s stærke angreb på modstandsbevægelsens likvideringer. Sagerne blev dog aldrig taget op, ikke mindst på grund af Frode Jakobsen fra Danmarks Frihedsråd og advokat Per Federspiel, der sørgede for at alle likvideringssager skulle gennem Ministeriet for særlige Anliggender, som de begge havde en stærk indflydelse på. På denne måde nåede sagerne aldrig op til domstolene, og årsagen var ifølge Frode Jakobsen, at forholdene under krigen havde været så specielle, at det aldrig ville være muligt, at få en retfærdig dom. Tyskernes pågribelse og internering af politiet i september 1944 kom til at påvirke modstandsbevægelsen, både ved at tyskerne selv overtog politiarbejdet, men også ved at der opstod en gråzone i modstandsbevægelsen, hvor sortbørshandel, stikkere og modstandsfolk gled over hinanden. Blandt andet blev et ægtepar skudt ved en såkaldt stikkerlikvidering, men det var i virkeligheden et opgør mellem sortbørskredse. I et andet tilfælde blev en indsamler for Julesparrekassen i julen -44 likvideret af en fra modstandsbevægelsen, uden at indsamleren havde noget med tyskerne at gøre. Likvideringens eneste formål var berigelse. Foruden disse fandt der også likvideringer sted, hvor der senere var tvivl om offeret virkelig havde været stikker. Især i krigens sidste måneder faldt mange for modstandsbevægelsens kugler, samtidig med at store dele af bevægelsen blev optrevlet og mange endte i fængsel og hurtigt efter henrettet. Tabet var stort på begge sider, og spørgsmålet melder sig, om det kunne have været anderledes og de mange likvideringer været undgået. Ifølge Peter Øvig Knudsen var dette næppe muligt, men måske burde der have været en mulighed for de efterladte fra nogle af likvideringernes ofre at rejse en sag for at få renset deres familie.

Men som Frode Jakobsen umiddelbart efter besættelsen nævnte, ville en åbning af disse sager rejse en storm, som ville vælte mange fra modstandsbevægelsen om kuld. At det alligevel skete, skyldtes bl.a. Hartvig Fritsch`s hårde angreb, samt den følelse af skyld, som mange fra modstandsbevægelsen følte overfor stikkerlikvideringerne. De havde aldrig været populære, men blev især gjort i kraft af nødværge. Problemet for modstandsfolkene var den uundgåelige tvivl om retfærdigheden bag deres handlinger. De kendte aldrig de pågældende, men fik blot besked på, at den eller den mand eller kvinde skulle henrettes. Så var det om at udføre ordren og kutymen var, at man altid skød dem bagfra og i hovedet, så de døde på stedet, uden at de nåede at se drabsmanden eller verbalt forsvare sig. Mange fik dybe traumer og i løbet af de følgende år efter besættelsen gik der en bølge af selvmord gennem folkene fra modstandsbevægelsen.

At tale om retfærdighed i en krig, stor eller lille, er desværre en umulighed trods alle verdens konventioner og love. Ved at blik rundt i vore dages konflikter og krige er billedet desværre det samme. Ufattelige lidelser ikke mindst fra civilbefolkningernes side, og hvordan bliver det overhovedet muligt at tale om retfærdighed i forbindelse med Sudan, Somalia, Rwanda, Cambodja, Colombia, Afghanistan, Irak, Libanon og Palæstina. I Palæstina interviewede journalisten Steffen Jensen fra TV 2 lederen for De sorte Pantere under intifadaen (opstanden) i 1988. Lederen var en ung mand på kun 22 år og var den ældste af en gruppe af unge mænd, som var endnu yngre. Han blev spurgt om sin holdning til de mange drab blandt kollaboratører, som blev foretaget af gruppens medlemmer. Hans svar var, at han ville forsøge at dræbe så mange israelere og deres håndlangere som muligt, inden de dræbte ham, og under hele interviewet hverken smilede han eller viste nogen tegn på sorg eller frygt. Hele hans attitude var kold, rolig og afmålt. Et halvt år efter at Steffen Jensen havde talt med lederen, var alle de, han havde talt med i forbindelse med optagelserne, blevet dræbt. For disse unge mænd var kampen mod Israel den eneste sandhed, uden hensyn til konsekvenserne. For modstandsbevægelsens unge var præcis den samme holdning gældende. Først da freden kom, og normer og moral igen ændrede sig, var sandheden under krigen pludselig ikke længere gældende. Nu gjaldt det fredens og det ordnede samfunds sandhed. Lignende er set bl.a. i Cambodja efter de røde Khmerers fald efter flere års rædselsregime. Holdninger følger i udstrakt grad dem, som er dominerende i det pågældende land og ændrer sig i takt med de politiske og økonomiske udviklinger. Vi mennesker er i meget udstrakt grad afhængig af dem, vi lever og arbejder i blandt, og ligeledes er vi en del af den helhed, som omgiver os, på godt og ondt. Hvis strømningerne er stærke religiøse eller stærke politiske, følger vi dem, og først bagefter, når de igen har ændret sig, kan vi overskue konsekvenserne af dem. Årsag og virkning er til gengæld det, som får os til at handle og ikke altid på hensigtsmæssigt måde. Som regel er det vores sanser, der styrer os, og de er især centreret om, hvad der bedst for os og vores familie. Og så går udviklingen sin uundgåelige gang. Den lidelse, den ofte fører med sig gælder os alle, og i forbindelse med, hvad der skete under besættelsen, må vi have en medfølelse for de lidelser og omkostninger begge sider havde. Alle var de unge mænd og kvinder eller almindelige familiefædre og – koner, med sorger, glæder, forhåbninger og drømme, som handlede ud fra de betingelser, de havde forestillinger om og var opdraget med. Modstandsbevægelsens folk kæmpede for deres, og foretog givetvis mange uretfærdige likvideringer og tyskernes håndlangere gjorde det samme gennem mord og arrestationer. Ingen kan helt sige sig fri og kun på baggrund af, at vil alle i forskellig grad er styret af had og begær, må vi tilgive stikkeren såvel som frihedskæmperen. Begge var ude af stand til i kampens hede, at se ud over sig selv, og derfor måtte de kollidere. Uret og ret flød sammen, og efter krigen kan deres og de efterladtes smerte kun lindres ved, at de ikke hader og dømmer hinanden, men i stedet indser, at kun ved gensidig anerkendelse og forståelse kan sindet atter blive klart, og de kan få fred.

Tommy, Doetsu.