BØR VI STØTTE ORGANDONATION?

Hvert år dør der mennesker i Danmark, fordi de mangler organer. Medierne har været fyldt med historier om lidende mennesker, børn og voksne, som stod på ventelister og ikke vidste, hvornår de fik chancen og derfor frygtede at de ville dø inden. Især historierne fra børnene gør indtryk, og da der i 2007 blev foretaget 276 transplantationer, mens 615 var på venteliste, er stemningen blandt flertallet i befolkningen, at det bør være en pligt for alle til enten at sige ja eller nej til organdonation. Løsgængeren Pia Christmas-Møller har i folketinget stillet forslag om, at alle unge, når de fylder 18 år, skal udfylde et skema om de vil donere deres organer. De skal udfylde en blanket med svarmulighederne nej, ja, begrænset ja eller ved ikke. Forslaget ser ud til at blive vedtaget af oppositionen samt Dansk Folkeparti, dog med den tilføjelse, at det ikke skal være en pligt, men frivilligt om man ønsker at tage stilling. Et ønske, som Dansk Folkeparti har stillet for at ville deltage, og som både Ny Alliance, Socialdemokratiet og SF er villige til at imødekomme. De Radikale vil i stedet arbejde hen imod, at alle automatisk bliver tilmeldt Donorregistret, hvis man ikke aktivt siger fra. En ordning som i øvrigt allerede findes i Sverige og Spanien.

Men selvom mere en hver anden støtter tvungen stillingtagen til organdonation er kun ca. 12 procent af befolkningen i dag tilmeldt Donorregistret. Yderligere har en britisk undersøgelse fra universitetet i Southampton vist, at selvom pårørende og deres hjernedøde slægtning faktisk var tilhængere af organdonation, blev der trods dette ikke truffet beslutning om at donere organer. Ca. 50 procent sagde nej, da de stod i den konkrete situation. Og de hyppigste forklaringer var, at de ønskede at beskytte afdødes krop. Den skulle være intakt, og der måtte ikke skæres i den. Andre gav som årsag, at de var bekymrede over, at hvis organet alligevel ikke kunne bruges til at hjælpe nogen, fordi det ikke passede, så havde det hele været forgæves. I Kristeligt Dagblad beskylder kirkeminister Birthe Rønn Hornbech kampagnen ”Tag Stilling” for at være vildledende, fordi den ikke fortæller borgerne, at når de sagde ja til organdonation, siger de også ja til, at deres pårørende ikke kan være der i dødsøjeblikket. Man bør oplyse folk om, hvad der sker, og så bede dem tage stilling til, om de ønsker hjernedød eller hjertedød. En af de personer, der optræder i kampagnen som fortaler for nej-synspunktet, rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet Lars Henrik Schmidt siger hertil: ”Hjernedødskriteriet er alene et spørgsmål om at høste organer. Man skaber en pause, hvor folk stadig er så levende, at man kan tage deres organer, før de er hjertedøde. Det er fuldstændigt uacceptabelt, for ingen ved, hvad det vil sige at være hjernedød.” På La Pitiè-Salpêtrière-hospitalet i Paris var en 45-årig franskmand blevet indlagt på grund af et hjertestop. Efter gentagne forsøg på at genoplive ham, men uden resultat, betragtede man ham som hjernedød. Da Frankrig netop havde vedtaget en ny lov som gør det muligt at fjerne organer for ofre for hjertestop, mente man at manden allerede var gledet over i en tilstand, hvor han officielt kunne erklæres for død. Derfor gik man straks i gang med at operere hans vitale organer ud. Netop i det øjeblik begyndte manden pludselig at trække vejret ved egen hjælp. Hans pupiller flakkede, og han viste tegn på smerte. Og så begyndte hans hjerte at slå. Efter en lang tid på intensivafdelingen genvandt franskmanden atter helbredet og kunne både tale og gå. Ifølge dagbladet Le Monde frygter de franske læger, at de nye transplantationsregler skal føre til, at de konfronteres med lignende oplevelser. Lægerne finder de nye regler for upræcise og påpeger, at der er risiko for, at de kan undergrave den folkelige støtte til organtransplantation. De ønsker de gældende dødskriterier taget op til fornyet diskussion i forbindelse med ny lovgivning om medicinsk etik.

Som det fremgår af ovennævnte eksempler rejser der sig en del spørgsmål omkring organdonation og viser, hvor kompliceret hele spørgsmålet er i forbindelse med naturvidenskabens arbejde for at redde menneskeliv. Grænsen flyttes uophørligt og dermed også hvor langt et menneskeliv i det hele taget kan blive. Genmanipulation, kloning, reagensglasbørn, dyrkning af celler og skabelse af nye organer, er en anden af naturvidenskabens seneste landvindinger og stiller hele tiden menneskeheden overfor nye udfordringer. Men det store spørgsmål er, specielt i forbindelse med om vi skal donere vores organer eller ej, hvor langt vil vi gå for at undgå at dø. Frygten for døden er uhyre udbredt i vore samfund, og da kulturen i store dele af verden mere og mere bliver centreret omkring det enkelte individ, er den forestilling opstået, at alt drejer sig om dette individ og dets velbefindende. At have et godt liv for menneskene i dag vil sige, at have ubegrænsede valgmuligheder og adgang til et uendeligt antal materielle goder. Vi kan vælge alt lige fra børn og kærester, hvordan vi skal se ud, hvilken skole, hvilken uddannelse og job, vi vil have, til hvilket hospital, vi ønsker at ligge på og hvordan, vi skal blive behandlet. Vores person skal have opfyldt sine behov og føle sig veltilpas, uanset omkostningerne for vore omgivelser. Af samme grund opstår følelsen af, at kun den evige efterstræben og opfyldelse af behov er selve livets mening og udenfor dette, er der kun mørke. Den største frygt er at den kollektive jagt efter lykke skulle stoppe, for hvad skulle man stille op med den store stilhed, som pludselig ville opstå. Støjen omkring os og det evige jag får os til at glemme, men når det uundgåelige sker, og vi sidder overfor èn af vores kære, som er meget syg og måske endog døende, aner vi ikke, hvad vi skal stille op. Vores liv bliver med èt sat i relief, og vi står magtesløse.

Netop dette store spørgsmål bliver aldrig stillet i de efterhånden mange etiske debatter. De kristne er vel dem som kommer nærmest, når de taler om Guds uendelige kærlighed og nåde. Vi skal alle dø, før eller siden, og det gælder også dem vi er nærmest. En gang takkede man Gud efter hvert måltid mad, fordi man også havde fået noget at spise den dag. Det var et udtryk for dyb taknemmelighed over, at høsten var gået godt eller at man havde et godt lønnet arbejde, at der ikke var krig eller naturkatastrofer og at alle var forsamlede, både kone, mand og børn, og at ingen manglede, men alle var levende og raske tilstede. Denne taknemmelighed er for længst forsvundet, men ikke desto mindre gælder det stadig, at vi bør være taknemmelige for hver dag, som er gået godt, og både vi og vore venner og familie er raske og har det godt.

Døden er en lige så stor realitet som livet og kan ikke adskilles fra det. I zenbuddhismen er der ingen fødsel og ingen død, ingen kommen og ingen gåen, det vil sige, at der kun er dette nu, dette øjeblik og intet andet. Ikke nogen tænken over, hvad der er sket og hvad der vil ske, altså ingen frygt eller bekymring over om man kunne blive ramt af økonomisk nedgang eller sygdom. Det samme med døden. Skulle den komme er det blot en fortsættelse af nuet, som aldrig ophører. I flere religioner opfatter man livet efter døden som en sjælevandring, enten fra en krop til en anden eller til et ukendt område. Tiden umiddelbart efter døden er også meget vigtig, og f.eks. i den tibetanske buddhisme tales der om at sjælen vandrer igennem forskellige tilstande, hvor den gennemgår en række udfordringer, som har forbindelse med det netop ophørte liv. De varer i 49 dage og er afgørende for hvordan reinkarnationen kommer til at forløbe. I den tid må intet fra den afdødes krop berøres eller antastes. Disse forestillinger må forekomme både politikere og videnskabsfolk temmelig abstrakte og uvirkelige, men netop dette kun at ville diskutere èn side af problematikkerne omkring naturvidenskabens mange nye tiltag efterlader et gabende tomrum mellem videnskabens forestilling om livet og døden og religionernes måde at opfatte dem på. Hvis ikke menneskeheden skal blive opslugt af sit eget begær, er man nødt til også at tage stilling til den åndelige side og gå ind i en dialog om, hvor langt vi som samfund skal gå i at udsætte den uundgåelige død og ophæve enhver smerte i krop eller sjæl. At det efterhånden er tidspunktet, hvor vi må sætte en grænse, vidner den netop førte debat om organdonation på. Alene usikkerheden omkring dødskriterierne viser alt for godt nødvendigheden af en pause for enhver ny opdagelse. I den pause, som kunne være på et to eller tre år, kunne alle parter for alvor komme i dybden af problematikkerne uden at have de næste epokegørende opdagelser åndende i nakken.
 
Tommy, Doetsu