Lørdag den 6. december holdtes i One Drop Zendo, København i minisesshin i anledning af Buddhas Oplysningsdag, den dag Buddha for 2500 år siden blev oplyst. I midten af sesshinen holdt undertegnede følgende lille tale:

Da Buddha satte sig under Bodhitræet, udbrød han: ”Lad min hud, mine nerver og mine knogler gå til grunde, lad kun mit livsens blod tørre hen – jeg vil ikke vige fra denne plads, før jeg har nået den fuldkomne oplysning.” Fristeren Mara frygtede, at Buddha ville bryde hans vælde og satte hele sin vældige hær imod ham. Selv red han på sin kæmpeelefant, ”Klippeside”. Deres brøl var som et jordskælv og deres angreb som en hvirvelvind. Mara sendte sin første hær, sin anden hær, osv.. De første symboliserede hans tre døtre, som med forførende kunster prøvede at friste Buddha, men uden resultat. De næste hære angreb med uvejr, ild og vand, med flammende pile, brændende sand, kogende mudder, glødende kul og rødsmeltende klippestykker, men Gautama sad urokkeligt, og de frygtelige våben forvandledes for at dale ned over ham som blomster og sødtduftende pudder. Derpå berørte Gautama med højre hånd tre gange sit hoved, han berørte det sæde, han sad på, og han berørte jorden. I samme øjeblik lød fra jorden en dundrende torden, en dyb frygtelig lyd, som slog Maras mægtige hær med en sådan rædsel, at den flygtede og svandt bort. Mara overgav sig og med et skriverør prentede han i jorden foran Buddha: ”Asketen Gautama vil undslippe mit herredømme.”

Når vi sidder på denne dag, dagen, hvor Buddha brød igennem og blev oplyst, gennemlever vi på samme måde angrebet fra Maras hære. Fordi vi netop sidder i zazen, er vi åbne overfor vore tankers ubarmhjertige angreb. Hærskarer af tanker, som ofte antager dæmoniske former og  plager os i den grad, at ryggen bliver øm, hovedet blytungt og benene og knæene smerter uafbrudt. Andre hærskarer gør os trætte, deprimerede, højstemte eller hyperaktive. Vi kæmper hårdt og ender ofte med at give efter og så at sige synke ned i selvbetragtninger, spekulationer og bekymringer.

Hvad er det egentlig der foregår? Vi ved alle, at målet er dyb fred i sindet, så vi kan nå ind til vores sande og virkelige natur. Men hvordan kan det være, at dette for os ubetingede fordelagtige mål er så svært at nå? Forfatteren Johannes Anker Larsen skrev i sin bog, ”For åben dør”, at ”om jeg havde alverdens mad i et fad, alverdens vin i et glas, dens tobak i en cigar, alle jordens kvinder i et skørt og alle kongers ære i en prangende orden – med løfte om bestandig at have alt dette, hvis jeg ville opgive muligheden for genoplevelsen af hine møder med det evige Nu og det lysskær, det kaster over livet: jeg ville le hjerteligt og kaste hele bundtet på møddingen.” Vi har alle på et eller andet tidspunkt igennem de år, vi har mediteret, oplevet glimt af dette evige Nu, glimtet af øjeblikke, hvor alt var tomt og dybt fredfyldt, og det hele ”såre godt.” Men straks efter, at oplevelsen er blevet bevidst, kommer tankerne atter myldrende og fylder os med ros og glæde over hvor fantastisk dette øjeblik var. Som en abe er egoet der straks og fortæller, hvor dygtige og gode vi var. Og vi følger den blindt og er atter tilbage i opfattelsen af vort ego, som vor sande natur. Fordi vi tror så stærkt på dette ego, farer vi uophørligt rundt, hver gang ”aben” viser sig foran os. I buddhismen opfattes den, som den identitet, vi har fået via de fem skandaer: form-følelse-opfattelse-begreb og bevidsthed. Disse er samtidig en del af årsagskæden, som starter med fødsel og slutter med alderdom og død. For at slippe ud af den, må vi indse, at aben er vores illusion, skabt siden vi blev født og næret, opfostret og holdt i live indtil i dag. Kun ved at ignorere dens lokkende toner og udfordrende adfærd, kan vi få så meget ro i vort sind, at vi kan nå det samme som Avalokitesvara, da han erkendte de fem skandaers tomhed og gik hinsides al lidelse.

For 2500 år siden i Indien på den 8. dag i december, rejste Buddha sig op under Bodhitræet og udbrød: ”Hvor vidunderlig, hvor vidunderlig, alle levende væsener uden undtagelse er udstyret med det samme klare sind, som jeg netop har erfaret.”
Kære zendeltagere. Tro på, at det kan lade sig gøre, at der er noget andet og dybere bag den virkelighed, som vi hidtil har opfattet som vores. Skub tankerne bort og koncentrer jer om åndedraget og stop ikke, men fortsæt igen og igen i en stadig flydende strøm.
Vi er nået halvdelen af vores lille sesshin og har kun 3 timer tilbage. Spild ikke tiden – men gør jeres bedste!

Tommy, Doetsu