Elsk jeres fjender.

I Bjergprædikenen (Matt. 5-7) stiller Jesus en række ultimative krav for hvordan vi som mennesker skal behandle vores medmennesker, og nøjes ikke kun med at stille krav til den ydre opførsel, men også til den indre. Jesus siger f.eks.: ”I har hørt, at der er sagt: ”Du må ikke bedrive hor. Men jeg siger jer, at enhver, som ser på en andens hustru, så at han begærer hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte. Men hvis dit højre øje forarger dig, så riv det ud og kast det fra dig; thi det er bedre for dig at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kastes i Helvede. Øjet er legemets lys; hvis derfor dit øje er sundt, er hele dit legeme i lys, men hvis dit øje er sygt, er hele dit legeme i mørke. Hvis nu det lys, der i dig, er mørke, hvor stort bliver så ikke mørket!”

Hvis vort indre er urent vil vore ydre handlinger bliver af samme karakter. Det ses tydeligt i den måde vi behandler hinanden. Små negative bemærkninger, kan hurtigt blive til store inde i vor bevidsthed, og inden vi ved af det er skænderiet over ”fornærmelsen” begyndt, for derefter at gå over i korporlighed og til sidst at ende i vold. Vi ser det overalt, senest med de mange knivoverfald, som ofte er blevet udløst af forudgående skænderier. Volden i samfundet er desværre i de seneste årtier blevet mere udbredt, og ”lunten” hos det enkelte menneske en del kortere. På offentlige kontorer, i busser og tog, endda i plejehjem udsættes personalet for uartikulerede verbale angreb og overfald. Ingen vil tilsyneladende finde sig i noget, og begrebet ærekrænkende adfærd er ikke kun forbeholdt indvandrerne, men gælder alle borgere i dette samfund. Blot en bilist uforvarende kommer lidt i vejen for en anden, kan dette udløse en sand syndflod af eder og forbandelser, og endda voldelige overfald. Tilsyneladende føler flere og flere mennesker de andre som nogen, som står dem i vejen. En selvopfattelse, som skyldtes at den enkelte ser sig selv som centrum i verden, hvorom alt andet drejer sig. Det kommer til at betyde, at hvis noget ikke går som det skal i hjemmet, på arbejdet, i skolen, er det de andres skyld: ”nogen har stået i vejen for min ret til udfoldelse og har derved forulempet mig, og gået min opfattelse af mig selv for nær.” Dette kan endvidere ses blandt vore politikere, hvor en række sager i forbindelse med vore indvandrere har hidset politikerne op til at vedtage love, som er gået tæt på retssikkerheden, senest den såkaldte Tuneserlov. For at tilfredsstille et folkeligt krav om konsekvent handling overfor såkaldte kriminelle og farlige personer har man frataget en tunesisk mand muligheden for at have et normalt familieliv sammen med sin kone og barn. Dette vidt udbredte ønske om afstraffelse (og hævn) har fået god klangbund støttet af visse partier i folketinget. Denne holdning kan desuden spores i vores udenrigspolitik, hvor Danmark nu er dybt engageret i en krig i Afghanistan. Baggrunden for dette engagement er dybest set det samme: ønsket om hævn mod en befolkningsgruppe, nemlig Talebanerne, som betragtes som primitive, afstumpede og voldelige. Ved at sende flere og flere soldater til landet håber man fra såvel Danmarks, Europas og USAs side at kunne nedkæmpe de formastelige. Hvad denne krig kan udvikle sig til, hvis det ikke lykkedes, tør ikke tænkes til ende, da det tilsyneladende fra vestens side er blevet en æressag og spørgsmål om hele den vestlige kulturs fremtid. Det samme kan desværre ses i Mellemøsten, hvor Israel efter krigen i Gaza har fået valgt det mest højreorienterede parlament nogensinde i Israel. Igen ud fra den forestilling, at man står overfor en farlig fjende, og at det er et spørgsmål om Israels overlevelse, hvis ikke denne fjende bliver totalt nedkæmpet.

Denne centrering omkring egne værdier og forestillinger, hvad enten det drejer sig om den enkelte eller hele samfund, fører med usvigelig sikkerhed til mere og mere vold. I begyndelsen af forrige århundrede gik Mahatma Gandhi den modsatte vej, da han proklamerede passiv modstand mod det engelske kolonistyre. Denne ikke-voldsstrategi blev skabt ud fra forestillingen om ”sjælskraft”, at man ikke regnede sit legeme for noget i sammenligning med sin sjæl. Tolstoy, som havde inspireret Gandhi, udtalte, at ”sjælskraft er den legemlige kraft uendelig overlegen. Hvis folk for at søge oprejsning for begået uret kun benytter sjælskraft, ville meget af vor tids misbrug og ulykke undgås.”  ”Sæt ikke eder mod det onde”, sagde Gandhi også, ”det onde skal ikke gendrives med det onde, men med det gode; med andre ord, fysisk kraft skal mødes ikke med den tilsvarende modsætning, men med sjælskraft.”. En anden inspirationskilde til Gandhis ikke-voldsstrategi var Bjergprædikenen, bl.a. afsnittet: ”Elsker eders fjender; beder for dem, som krænker eder og forfølger eder, for at I må blive eders faders børn, som er i himlene.” Gennem denne dybe kærlighed, også til sine modstandere, viste Gandhi at der var andre veje end vold i kampen mod kolonimagten.
 Zenmesteren Shodo Harada skriver i sit nyhedsbrev i januar 2002 til sine tidligere elever og støtter ude omkring verden følgende i forbindelse med krigen i Afghanistan: ”Vi er nu i det 21. århundrede, og i dette århundrede har vi større tekniske og materielle fremskridt end nogensinde. Men i vort sind er der ingen fremskridt overhovedet. I gamle dage forsvarede folk sig og kæmpede med køller og spyd. Måske var det mindre forfærdeligt. Hvor mange millioner mennesker kan blot én bombe i dag ikke udrydde? Ved at have udviklet denne slags våben og med den hensigt at bruge dem, er vi værre end de primitive folk, der brugte spyd, buer og pile. Vi har ikke nået nogen yderlig erkendelse end denne objektive iagttagelse. I 2500 år eller endnu mere er vi blevet belært om ikke at dræbe noget levende, ikke gå i krig og ikke dræbe selv et lille insekt. Da Buddha så sit land blive ødelagt, holdt han tårerne tilbage og bad i stedet om fred for alle mennesker. Er vi ikke nået til et punkt, hvor vi skulle have lært af dette? Når vi tænker over dette, og ser hvad der sker i dag, må vi hæve vores stemme og sige: ”Vend tilbage til Buddhas vej.” Ud fra en fortolkning af Zens vej tror jeg, at vi i øjeblikket er ved at finde denne vej. Buddhadharmaen findes på grund af Buddhas oplysning. Meningen med Buddhas lære er ikke selve læren, men den erkendelse, som er kendetegnet af læren. Den fulde forståelse af sandheden, Buddhas opvågning, denne oplysning, som ikke stoppes og aldrig slutter. Det er på grund af denne dybe erkendelse, at Buddhalivet fortsætter. Dette liv skal vi videregive til alle mennesker og belære dem, så Buddhas sandhed bliver vejen for menneskene. Hver dag skal vi gøre vort sind renere og dybere gennem Buddhas lære og visdom, og aldrig ophøre med at arbejde på dette løfte.”


Tommy, Doetsu