arrow Home arrow Set fra mit vindue arrow Buddhas kriger.
tirsdag, 07 september 2010
 

One Drop Zendo Danmark

SET FRA MIT VINDUE Udskriv E-mail

 Buddhas kriger.

Islam er kendt og berygtet for sin militante form og tætte forbindelse med det politiske system. Det er desværre også kendt indenfor buddhismen. I Japan under anden verdenskrig støttede buddhistiske grupper militærregimet og leverede soldater til hæren. Her var argumentet, at man måtte civilisere andre underudviklede folkeslag, så de indså de rigtige værdier. I 1950’erne gik de første buddhistiske munke ind i den srilankanske hær uden derved at bryde deres munkeløfte.

 De munke, der i dag vælger den vej, bliver mødt af en sang med disse strofer: ”Lad os ofre vores liv for skabe en verden af blomster for sønner og døtre født i vores fædreland. Knyttet til kærlighed til den buddhistiske religion og beskyttet af moderlandet. I brave soldater skal gå hånd i hånd.” Buddhisterne i Sri Lanka mener, at Buddha helt personligt har udpeget Sri Lanka som et slags helle; et refugium, hvor buddhismen altid vil overleve. Her vil det derfor være svært at få plads til andre. I 2006 var det den konservative buddhistiske fraktion The Dharma Army, der hjalp med at sætte Thailands regeringsleder, Thaksin Shinawatta fra magten. De benyttede sig af en radikal antivestlig retorik som bl.a. indeholdt et ønske om at finde tilbage til fordums værdier. Som den thailandske superaktivist Dhirawit Pinyonatthagarn sagde til Newsweek i oktober 08: ”Det thailandske folk kopierer bare vestlig kultur. Vores værdier er truet.”

I Danmark føler en af vores mest fremtrædende buddhister, Ole Nydahl, også at vore værdier er truede , især af den fremtrængende religion, islam. Han mener, at det er vigtigt, at være stærk – blandt andet for at kunne beskytte Danmark og de vestlige værdier mod islam. ”Vi er fredelige, men vi er ikke krystere”, siger Ole Nydahl, ”den, der er stærk, kan give lang snor, fordi han er sikker på sig selv, og den, der er svag, vil ofte overreagere. Det er det, vi har gjort for eksempel med islam, hvor vi krampagtigt har kigget væk og tænkt, ”Det er der ikke”, og det er politisk ukorrekt at sige de ting. Men pludselig er der så meget, der sker, f.eks. på Nørrebro eller i Århus, at man er tvunget til at kigge derhen, og så er faren der for, at man overreagerer. Derfor er det vigtigt at være løbende i stand til at passe på.” Det er altså vigtigt, at være i stand til at passe på, og det kan bl.a. gøres ved at unge danske mænd melder sig til hjemmeværnet. Ole Nydahl begrunder dette på følgende måde: ”Et land forsvarer sig med politiet først, og hvis der så kommer store, ydre farer, har man også en hær. Sådan har det altid været. Vi beskytter vort land, og vi beskytter vores befolkninger, og også vores kvinder og vores friheder. Så hvis der er nogle unge mennesker, der vil gennemgå en uddannelse, fordi de føler ansvar for deres land og deres kultur, er det da en nobel ting.” Han mener endvidere, at han er nødt til at sige disse ting, fordi der ikke er andre, der gør det:” Der er mange intellektuelle, mange der har en stor stemme, der kigger den anden vej. Det synes jeg er fejt og uansvarligt. Hvis Holger Danske bare sover videre med skægget nede i bordet, og hvis Kronborg ikke gør noget for vores frihed, kan vi meget let tabe den,” slutter han. En udenlandsk forsker, som har oplevet Ole Nydahl tale i Tyskland og Østeuropa, karakteriserer ham på denne måde: ”Han ser sig selv sådan lidt som Buddhas kriger, og han har også tidligere givet udtryk for, at han mener – i buddhismen tror man på reinkarnation – at han har været kriger for Buddha. Og man ser det også i hans retorik. Han ser det meget som en kamp for sandheden og for at legitimere buddhismens ret i verden, som den rigtige religion, specielt i modsætning til islam.”

Den øgede kamp rundt om i verden for de stadig svindende ressourcer som råstoffer og vand involverer foruden de politiske systemer også religionerne i de pågældende lande. Nationalismen blomstrer og inddrager alt for ofte religionerne, og i flere lande er islam og buddhismen spændt for nationalismens vogn. Begge indeholder sympatiske afsnit om medmenneskelighed, medfølelse og ikke-vold, men fordi de aktivt engagerer sig i politik, sætter de kræfter i gang, som får dem til at udføre handlinger, der er i modstrid med vigtige områder i deres lære. I buddhismens tilfælde underlægger man sig Karmas lære om årsag og virkning. Aktion medfører reaktion og knytter deltagerne uløseligt til flere af de 5 skandaer: form, følelse, opfattelse, begreb og bevidsthed. Disse 5 skandaer er de foranderlige grundelementer, som mennesket er sammensat af. Det er karmaen, som bestemmer i hvilken form genfødslen skal være, og dermed også hvilken skandaer, den skal være sammensat af. Det vil sige, at hvis vi hænger fast i stærke følelser og begreber om hvem vi er, hvem vi bør være, og hvordan verden og andre mennesker bør være, vil vi bringe disse opfattelser videre i vores næste reinkarnation. I zen mener man, at den eneste måde at blive fri af denne årsagskæde, er at erfare, at ”form er ikke forskellig fra tomhed, ej heller tomhed fra form. Form er tomhed og tomhed er form. Sådan er også følelse, opfattelse, begreb og bevidsthed” (Hjertesutraens andet vers). Et medlem i en af zengrupperne, Ejvind Frantzen (Cho-on) sendte til os alle følgende tankevækkende mail, som er et citat fra Diamantsutraens 17. vers: ” Midt i Dharmaens centrum er Bodhisattvaens tomme sind,. Det klare lys fra det rensede sind gennembryder det dualistiske rige. Når ”kun dette nu” gentager sig ind i evigheden, hvad er der at søge efter. Det fuldkomne liv har den person, som ingenting gør.”

Kilde: Afsnittet med Ole Nydahl: Information d. 16-6-09 .
        
Tommy (Doetsu)

 
< Forrige   Næste >
Home
One Drop Zendo, Danmark
Instruktion i zenmeditation
Set fra mit vindue
Øjeblikkets haiku
Øjeblikkets zen historie
Grupper
Publikationer
Søg
Sitemap
Links
Buddhistiske nyheder
Kontakt os
- - - - - - -
Log ind

 

top
 
  Copyright 2000 - 2005 One Drop Zendo Danmark