VERDEN HAR SEKS ÅR.

Store havstigninger, hvis klimaets smertetærskel overskrides.

Verden har seks år. Sådan sagde formanden for FN´s Klimapanel, Rajendra Pachauri advarende til klimakongressen, som blev afholdt i marts 2009 i Bellacentret. Han henviste til hvornår de voksende udledninger af CO2 nødvendigvis må toppe og skal begynde at falde, hvis klimaets ”smertetærskel” ikke skal overskrides. ”Hvis vi vil bremse temperaturstigningen ved 2-2,4 grader, skal vi stabilisere koncentrationen mere eller mindre på det niveau, vi er på i dag – kun en anelse over det. Betingelsen for at møde den udfordring er, at CO2-udledningerne ikke må toppe senere end 2015. Det understreger, hvor meget det haster med handling”, sagde Pachauri.

Det samme blev understreget af en klimapanelets ledende forskere, Stefan Rahmstorf, Potsdam Institute for Climate Impact Research, der præsenterede ny forskning om havenes stigning som konsekvens af den globale opvarmning. Det er med til at forklare, at havenes vandstand i øjeblikket stiger hastigere end forventet af forskerne, f.eks. mister Grønland nu en ismasse på 2-300 kubikkilometer hvert år. ”Det er to-tre gange al isen i alperne”, sagde Steffen Rahmstorf. Han påpegede, at selve hastigheden af havstigningen også tager til med temperaturstigningerne. Derfor var han bange for, at havene med stor sandsynlighed ender med en substantielt højere stigning, end klimapanelet har forudsagt. Han viste, hvordan forholdsvis beskedne temperaturændringer tidligere i planetens historie medførte langt mere dramatiske ændringer i havenes vandstand, end forudsigelserne fra klimapanelet. I Pliocæn-æraen for tre mio. år siden var temperaturen blot to-tre grader højere end nu, men havenes vandstand hele 25-35 meter højere. I Eocæn for 40 mio. år siden var jorden praktisk taget isfri og vandstanden 70 meter højere end nu, men temperaturen kun fire grader højere. Og under den sidste istids maksimum for 20.000 år siden, hvor temperaturen var fire-syv grad lavere end nu, var vandstanden hele 120 meter lavere. Det underbygger ifølge den tyske klimaforsker, temperaturstigninger i dette århundred på to-fire grader kan lede til markant højere vandstandsstigninger end hidtil antaget. Rahmstorf udtalte videre, ”at selv med et scenarie med lave udledninger bliver havstigningen en meter”. Han mente desuden, at vi i dag har sat en proces i gang, som vil føre til havstigninger i århundreder, og vil blive en byrde for mange generationer efter os. Disse stigninger vil bl.a. komme til at påvirke millioner af mennesker i verdens største byer, som alle ligger ved kystområder, ”en megakatastrofe”, hvis ikke den globale opvarmning afværges, siger FN.

Klimaets onde cirkler.

Hvis ikke dette snarest sker, vil en lang række onde cirkler gå i gang. Sodpartiklerne fra ufuldstændig forbrænding af fossile brændsler og biomasse opsuger varme og vil derved opvarme atmosfæren, mens de er i luften, og når de lander, vil de mørkfarve is og sne, hvorved mere varme optages frem for at blive reflekteret tilbage i verdensrummet. Temperaturen vil stige og få indlandsisen ved polerne til at smelte og de permafrosne områder i Alaska, Canada og Sibirien vil begynde at tø således, at den kraftige drivhusgas metan bliver frigjort og stiger op i atmosfæren og forøger den med yderlig CO2-indhold.
Dette har allerede medført, at oceanernes ph-værdi er faldet fra 8,2 til 7,7 og selvom det ikke lyder af meget, er det nok til at få fødekæderne til at bryde sammen, fordi små skaldyr får sværere ved at klare sig. Det betyder, at de dyr, der lever af skaldyrene også får det sværere. Og så videre. Desuden er surhedsgraden bestemmende for, hvor grænsen går mellem det kolde og sure vand i bunden af verdenshavene og det mere basiske overfladevand. Hvis man ser det for sig som en søjle, så rykker det sure vand højere op på søjlen og fylder mere. Med andre ord bliver det rum mindre, hvor skaldyr, krebsdyr og de dybe koralrev kan trives i, og de vil få svært ved at leve i det sure vand.
Hidtil har man troet jordens skove vil kunne optage så meget CO2, at det hele ikke løber løbsk, men heller ikke denne sikkerhed findes længere, fordi den forøgede opvarmning har gjort skovene mere tørre, samt sårbare overfor skadedyrsangreb. Antallet af skovbrande har været stigende rundt om på kloden i de senere år og dette kombineret med at skovene bukker under for insekt- og svampeangreb, resulterer i, at de frigør mere CO2 end de opbevarer. Da menneskene samtidig stadig fælder bl.a. regnskoven i stor stil, sætter det endnu mere gang i den onde spiral.

Kan vi nå de ønskede klimamål?

På konferencer, møder og klimapaneler er der længe lydt advarende røster til vore politikere. Bl.a. er der blevet sagt, at hvis vi havde stoppet væksten i CO2-udledninger i 1992, da FN´s klima-konvetion var blevet vedtaget, kunne vi have klaret det ved efterfølgende at nedbringe udledningerne med én pct. om året. Ved et stop for udledningsvæksten nu, bliver det nødvendigt med tre pct. reduktion pr. år. Formår vi først at få udledningerne til at stoppe i 2020, bliver det efterfølgende krav ni pct. global CO2-reduktion om året. En voldsom opgave! Der skal med andre ord ske noget nu, hvis ikke opgaverne skal blive næsten umulige at gennemføre for verdens regeringer.

Klimamålene gået i stå.

Desværre tyder det på, at de mange forsøg på, at opstille nogle klimamål på de utallige klimamøder, som er afholdt de senere år, nærmest er gået i stå. Det oprindelige mål var at stabilisere den rene CO2-koncentration i atmosfæren på 350-400ppm hvilket vil sige en global temperaturstigning på 2-2,4 grader Celsius. De globale udledninger af drivhusgasser skal toppe så hurtigt som muligt og allersenest i 2015. Herefter skal de globale udledninger skæres ned mellem 50 og 85 %! Men i de seneste udspil fra de forskellige nationer til reducering af CO2-udledninger, lægger man ud med betydelig lavere reduceringer. FN har beregnet, at de reduktionsløfter, i-landene er kommet med forud for konferencen i København (kun) vil resultere i en reduktion på 15-21 % i forhold til 1990-niveauet frem til 2020, altså væsentlig under de 25-40 %, som hævdes at være nødvendigt som mellemstation i 2020, hvis den forventede temperaturstigning skal holdes under to grader.

Har i-landene opfyldt de lovede reduktionsmål?

Endvidere er der tvivl om industrilandene rent faktisk har opfyldt de reduktionsmål, som de enedes om i Kyoto i 1990. Få vesteuropæiske lande har formået at reducere deres CO2-udslip – kun Holland, Frankrig, Belgien, Sverige, Tyskland og Storbritanien. Og kun de to sidstnævnte lande har gjort det i væsentligt omfang. Resten af de vesteuropæiske lande har tværtimod forøget deres udledninger. Siden 1990 er den globale udledning steget med hele 40 procent. Den globale årlige udledning er steget fra 23 milliarder ton CO2 i 2000 til 31,5 milliarder ton i 2008, og størstedelen af væksten er sket i udviklingslandene.
Desuden har EU under sit seneste møde i oktober 2009 ikke kunne blive enige om forpligtende finansiel klimahjælp til u-landene, men kun uforpligtende hensigtserklæringer. Netop en forpligtende klimahjælp er et af de store krav fra u-landene, hvis de skal være med til at begrænse de globale udledninger.

Er menneskene parat til at ændre deres livsvilkår?

Alt i alt ser det dystert ud for verdens fremtid. Siden finanskrisens udbrud sidste år, har i-landene været uvillige til at betale de omkostninger, som klimakrisen vil komme til at koste, og som i så mange andre sammenhænge er forhindringen til løsning af de globale kriser, penge. Ingen af de rige lande ønsker at afgive den velstand, som altid har været en del af deres selvforståelse. Menneskenes uendelige begær spærrer for selv den mindste medfølelse for verdens lidelser, og kan desværre også blive årsag til de miljøkatastrofer, som efter al sandsynlighed vil komme. Når hedebølger igen vil slå mange ihjel, landområder igen blive oversvømmede, landsdele igen ramt af voldsomme orkaner, vil mange blive ramt så hårdt, at deres hidtidige liv og levestandard vil være forandrede for altid. Klimaøkonom Kirsten Halsnæs, Risø/DTU og ledende dansk deltager i klimapanelet udtalte i 2007 under en samtale med Informations Jørgen Steen Nielsen: ”Mange har været skuffede over, at vi ikke siger mere om dette behov for ændringer af livstilen, men årsagen er ganske klar: Der er næsten ingen videnskabelig litteratur om det.” Hun troede ikke, at sociologer og andre samfundsvidenskabelige og humanistiske fagfolk har forstået, at de her formentlig har en vigtig rolle at spille. ”Jeg ved ikke om de kan. Kan de mon forklare, hvordan man får folk til at ændre værdier, så vi går mindre op i at købe nyt dyrt køkken og andre former for materielt forbrug? Verden er desværre stadig inde på et spor, hvor det handler om det materielle,” mente hun.

Hvordan levevilkårene ændrede sig efter jordskælvet i Kobe.

I forbindelse med jordskælvet i Kobe i 1995, hvor mere end 4000 mennesker mistede livet, skrev Shodo Harada Roshi følgende: ”Børnene i Japan er i dag af den teknologiske udvikling blevet så optaget af computerspil, at de har mistet evnen til at underholde sig selv. I denne katastrofetid har faderen mistet sin arbejdsplads og moderen sit køkken. Varmen må de få ved at tænde et bål af indsamlede træstykker. Denne far og mor, som altid har haft for travlt til at tage sig af deres børn, er nu hele dagen nær deres børn og morer sig og leger helhjertet og hengivent med dem, til stor glæde for børnene. Naturligvis er børnene kede af at have mistet deres computerspil og deres værelser, men deres mor og far er nær ved dem, og det betyder mere end nogen genstand eller legetøj for dem. Glæden over at eje nogle ting er rigeligt blevet erstattet med deres forældres tilstedeværelse. At se børnene omkring deres forældre, lykkeligt optaget af leg, er en påmindelse om glæden ved netop dette øjeblik, dette sted. Børnene har straks grebet øjeblikket og givet det liv. Vi ejer og har ting, og det er godt, men selv hvis vi ikke har hus, mad, eller ting, eller blot lidt gammelt tøj – hvis vi har den fulde kontakt med livet, er der intet stærkere”.

Tommy (Doetsu)