STIGENDE KONFLIKTER I SAMFUNDET

I den seneste tid har der været en lang række sager i forbindelse med de af vore indvandrere, som i fællesskab betegnes som muslimer. Denne etikette er uløseligt sammenkædet med dem, og nærmest med en måneds mellemrum i det sidste halve år, er den ene sag poppet op efter den anden. I flæng kan der nævnes: burka, Tingbjergpræsten, minaretter, overfaldet på Kurt Westergård, kunstnernes selvcensur og senest Kurt Westergårds akvarel. I næsten alle sager råbes der op om angreb på ytringsfriheden, fordi en række personer føler eller er blevet truet af indvandrere fra mellemøsten. I så at sige alle tilfælde henvises der til voldelig adfærd, enten verbalt eller korporligt. Sagen om chikanen af præsten i Tingbjerg illustrerer bedre end noget andet de strømninger, der i dag hersker i Danmark.

Chikane mod præsten i Tingbjerg
I 1992 blev Ulrich Vogel, der kom fra Tyskland, ansat som præst i Tingbjerg kirke. Han var ung og idealistisk og forestillede sig sin gerning, som den en landsbypræst udførte, i et tæt samvær med sine sognebørn. Det skulle komme til at gå helt anderledes. Indbyggerne i Tingbjerg kom efterhånden til at bestå af indvandrere, og færre og færre sluttede op om kirken. 25 % af indbyggerne i Tingbjerg er i dag medlem af folkekirken og kun 8 % af de børn, der fødes i sognet, bliver døbt. 
Et forsøg i 2007 i Tingbjerg kirke på at tage problemerne med stigende kriminalitet op på et debatmøde blev til dels ødelagt, da Ulrich Vogel under mødet sagde, at den sociale skævhed fulgtes med indflytningen af fremmede og kaldte Tingbjergområdet ”betrængt” med tiltagende ghettodannelse. Et andet forsøg, hvor kirken prøvede at lave et projekt, hvor Tingbjergbeboerne kunne komme ned i kirken, og derved fremme integrationen, syntes heller ikke at lykkedes.
 I stedet voksede polariseringen mellem præsten og især Tingbjergs unge beboere. Kirken blev udsat for flere indbrud og medfølgende hærværk, og polariseringen blev endnu mere alvorlig, da de unge i præstens bolig fandt pornografisk materiale af homoseksuel art. De unge var antageligt begyndt at råbe ukvemsord til præsten, og denne reagerede ved at råbe af de unge. Da hærværket og chikanen til sidst bliver så voldsom, at træer bliver søgt afbrændt, kirkens flagstang brækket og der bliver malet ”DØD” på muren, valgte præsten at forlade præstegården og rejse til Tyskland.

Medier og politikere støtter præsten
Trods sagens mange aspekter, bliver den hurtig i pressen blæst op som en konfrontation mellem kristendom og islam, hvor muslimerne ved vold og trusler jager en præst ud af hans præstegård. TV2 sender en vogn ud med en journalist og forsøger at komme i kontakt med lokalbefolkningen, men opnår kun at skabe endnu mere røre, da deres bils ruder bliver knust af nogle unge indvandrerdrenge på knallert. Resultatet af udsendelse bekræfter atter, at volden trives i ghettoerne, og denne vurdering understøttes yderligere af lektor og sociolog Michael Hviid Jacobsen fra Ålborg Universitet, som siger, at præsten blot var endnu et tilfælde i rækken af offentlige personer, der bliver chikaneret. ”Det er det åbne samfunds fjender, der gør dette her. Uanset hvad årsagen er. De, der gør det, er nogen, der har opfattelsen af, at man kan true sig til tavshed. Og det er jo i almindelighed demokratiets værste fjende”, slutter han.
På hjemmesiden Omnial, Wordpress som især fokuserer på indvandringen og dens følger, skriver man følgende: ”Medier som Berlingske Tidende og TV2 har i de seneste dage i artikler og tv-indslag på beundringsværdig – og ikke mindst modig vis, dokumenteret, at islamiseringen af Danmark skrider meget planmæssigt frem. Flere og flere områder i Danmark, herunder Nørrebro, Gellerup-parken, Voldsmose og Tingbjerg, for bare at nævne nogle få, er i dag nærmest at betegne som tilhørende ”Dar al-Islam” (islams hus). Kristne præster og helt almindelige vantro danskere stenes, chikaneres, trues, ja, ryges, enten til tavshed eller helt ud af deres boligkvarterer”.
Under overskriften ”Giv os Tingbjerg tilbage”, skriver Pia Kjærsgård i sit ugebrev på Dansk Folkepartis hjemmeside: ”Tænk sig, at det er normalen i dag i indvandrerghettoerne, at de såkaldt forfulgte flygtninge og deres efterkommere tillader sig at trænge ind på en præstegård og stjæle, true og udøve hærværk. Det er værd at gentage og understrege, at det netop er indvandringspolitikken, der har været fejlslagen, i langt højere grad end integrationspolitikken. For skulle man have været i tvivl tidligere, må den sidste tids mange ubehagelige, voldsomme og ikke mindst grænseoverskridende episoder have gjort det klart for snart sagt den mest overbeviste multikulturalist, at der findes en ikke ubetydelig gruppe mennesker her i landet, der hverken kan eller vil tilpasse sig normerne for anstændig adfærd i et moderne vestligt demokrati som Danmark. Mennesker, der angriber præster, kan og vil ikke integreres, og bør i videst muligt omfang udvises fra landet”.
Den stærke presseomtale fører den 25. oktober 2009 til, at der bliver arrangeret en støttegudstjeneste for den forfulgte præst. Mange, både almindelige borgere og politikere, deriblandt statsministeren Lars Løkke Rasmussen, mødte op.

Tvivl om chikane
Under hele denne omfangsrige medieomtale bliver præsten blot interviewet en enkelt gang, og her udtaler han, at han vil komme tilbage, når politiet har fået lov og orden tilbage. Indvandrerne i Tingbjerg bliver kun hørt den ene gang, hvor TV2 forsøgte at få dem i tale, og fra politiets og den tidligere socialborgmester og sekretær i Tingbjerg Fællesråd, Pelle Jarmers side udtrykkes der undren over den chikane, som præsten har været udsat for.
Politiet mener, at spørgsmålet, om hvilken karakter den mere personrettede chikane mod sognepræsten har haft, ikke hører med til det billede, der tegner sig gennem politirapporter m.v.. Ulrich Vogel har hidtil ikke ønsket at udtale sig til pressen og der cirkulerer derfor et utal af ukonkrete rygter i medierne.
Pelle Jarmer afviser enhver snak om, at de unge – eller børnene – skulle være motiveret af islam. ”Ikke for to ører. Hvor skulle de have det fra? Det handler om drenge, der er under 10 år”, siger han.

Konfliktens konsekvenser
Fra at være blot en sag mellem en præst og en gruppe unge indvandrere, hvor det højst sandsynligt blot drejede sig om misforståelser, manglende kommunikation og sårede følelser, er den af medierne blevet blæst op til at være en kamp om ytringsfriheden og den danske identitet. Politikere, eksperter og journalister har, uden at interessere sig for sagens detaljer, udråbt den til en kamp for friheden, mod vold og ”nu må der snart være en grænse”. Visse grupper i befolkningen samt enkelte politiske partier, ser kun denne sag som et led i deres kulturkamp, og er ganske uinteresseret i de menneskelige omkostninger, som den medfører. De ønsker ikke at sætte sig ind i modpartens kultur og tankegang, men handler udelukkende ud fra egne fasttømrede forestillinger og holdninger om, hvordan ”de andre” er. Den konstante kalden folk op på barrikaderne gør, at indvandrerne lukker sig endnu mere sammen i ghettoerne og radikaliseres i takt med, at de får betegnelsen: muslimske mørkemænd, voldelige og fanatiske islamister. Især blandt de unge vil denne tendens udvikle sig og igen bekræfte de etniske danskeres fordomme. Hvis denne udvikling får lov at fortsætte med stadige og uophørlige angreb på ”islamisterne”, vil man netop skabe vrede og voldelige fanatikere, og den uro, som hele tiden lurer i ghettoerne, vil en dag risikere at eksplodere.

Den gensidige forståelse kan øges
For at undgå at dette sker, er det nødvendig at komme ud af de personlige ghettoer. Vi er nødt til at være åbne overfor vores medmennesker og ikke straks dømme dem, lige så snart, de har udtalt sig. Vi må først og fremmest vise tillid og medfølelse, og dette kan kun gøres, hvis vi så at sige bortkaster alle de forhåndsindtryk og negative forestillinger, som vi møder indvandrerne med. Forestillingen om en speciel dansk kultur er en stor hindring; for netop ved fastholdelsen af denne, har vi noget at miste, og vil med næb og klør forsvare den. Dansk kultur er en række forestillinger om, hvordan man bør optræde og opføre sig, om hvad der er rigtig og forkert, og som vi gennem vor opvækst har fået fortalt af forældre, venner og bekendte. De findes kun i vort sind, og forandrer sig hele tiden og har intet at gøre med det, som er evig og uforanderlig, nemlig kærligheden til næsten, kærlighed til alt levende. Dette, og intet andet bør være vor rettesnor. Vi har alle behov for at blive anerkendt og elsket, og kun når vi er i stand til selv at vise dette, vil vi kunne nedbryde de indre ghettoer. Ingen, hverken danskeren eller indvandreren ønsker i virkelighed andet end fred og tryghed i dagligdagen, samt at have gode venner og bekendte omkring sig. Bag facaderne findes blot barnet, der ikke ønsker andet end at være til, i fred og harmoni med omgivelserne.

Tommy (Doetsu)